OM MIG

Kristine Siegel

Jeg er psykoterapeutstuderende på Psykoterapeutisk Institut i København. Min vej til psykoterapien er gået gennem mange års arbejde i kunst- og kulturverdenen og senere gennem mødet med gravide og nye familier i sårbare livssituationer som medstifter og leder af Fødselshjælpen.

For mig er der en sammenhæng i det, der har optaget mig undervejs:

Den opmærksomme samtale og mødet med et andet menneskes livsverden.

Som kunstkurator bestod en stor del af mit arbejde i samtaler med kunstnere. Ofte begynder vi i atelieret: Med at se, lytte og forsøge at forstå et værk og en kunstner på egne præmisser. Det kræver tid, nænsomhed og opmærksomhed at blive lukket ind i værket og det univers, som det udspringer af.

I Fødselshjælpen møder jeg gravide og familier med helt forskellige forhistorier og måder at forstå den eksistentielle forandring, som en fødsel og familiedannelse er. Også her begynder samtalen med at lytte efter, hvordan situationen ser ud fra deres perspektiv og støtte dem i at finde frem til de valg, der giver mening for dem.

Psykoterapien: Der er noget helt særligt ved en samtale, hvor ingen af os på forhånd kender svarene.

Jeg er nysgerrig på det, mennesker fortæller om sig selv, men også på det, der ikke passer helt ind i fortællingen. En tøven, en modsætning, noget kroppen fortæller, eller noget der pludselig bliver mærkbart mellem os.

I fællesskab øver vi os i åbent og ærligt at tage imod det, der viser sig i samtalen, og undersøger, hvordan det kan åbne nye måder at være med det, der er svært.

Baggrund og uddannelse

Jeg uddanner mig til psykoterapeut ved Psykoterapeutisk Institut i København på den fireårige uddannelse (2024–2028). Som en del af uddannelsen modtager jeg løbende supervision på mit terapeutiske arbejde og går i egenterapi. Jeg har desuden assisteret i gruppeterapi for familier med kræftramte børn under psykoterapeut Line Bundgaard.

Jeg er studiemedlem af Dansk Psykoterapeutforening og formand for De Studerendes Råd.

Siden 2022 har jeg været medstifter og daglig leder af Fødselshjælpen, der gratis støtter gravide og fødende i sårbare livssituationer. Tidligere arbejdede jeg internationalt med samtidskunst og kultur på museer og udstillingsinstitutioner, blandt andet i New York og Berlin, og aktivistisk med reproduktive rettigheder og seksualundervisning i USA.

Jeg er uddannet fra Københavns Universitet og Goldsmiths, University of London, med studier inden for litteraturvidenskab, kunsthistorie, filosofi og curatorial studies.

Mine pronominer er hun/hende. Hos mig er du velkommen uanset kønsidentitet og seksuel orientering.