Jeg er for nogle år siden gået i gang med en hobby, som måske knap kan kaldes en hobby. Jeg har besluttet at lytte mig igennem så mange versioner af Stabat Mater som muligt, og det må gerne tage resten af mit liv. Det er der en vis sandsynlighed for, for hundredvis af komponister har sat musik til Stabat Mater. Tit hører jeg den samme komposition sunget af forskellige sangere. Nogle versioner hører jeg i mange måneder, indtil jeg slipper dem, eller de slipper mig. Og nogle kan jeg simpelthen længes efter mellem lytningerne. Jeg kan høre dem for mit indre øre og nærmest gyse af forventning efter at komme hjem til en Stabat Mater.
Det er egentlig et besynderligt værk at længes efter.
Stabat Mater er en latinsk tekst fra middelalderen, som beskriver Maria ved foden af korset, hvor hendes søn hænger og er ved at dø. De første ord betyder omtrent: “Moderen stod, fuld af smerte.” Herfra udfoldes hendes sorg, hendes lidelse ved at se sit barn lide og dø, og siden en bøn om selv at få del i den smerte. Det er svært at forestille sig et mere ubærligt udgangspunkt end at miste sit barn, og selv vi, der ikke har oplevet det, kan se ned i den afgrund og mærke benene ryste.
Teksten har gennem århundreder kaldt på komponister, fra renæssancens flerstemmighed til barokkens og romantikkens vidt forskellige tonesætninger. Lige nu er jeg lykkeligt døddrukken på Pergolesi. Giovanni Battista Pergolesi skrev sin version kort før sin død, kun 26 år gammel. To stemmer, en sopran og en alt, bevæger sig gennem teksten, nogle steder hver for sig, andre tæt sammenvævede. Min version lige nu er med Emöke Baráth og Philippe Jaroussky. Musikken er undertiden så tindrende smuk, at det næsten virker absurd i forhold til den dybe sorg, de synger om.
Nu kommer næste afsløring. Jeg synger med. Og hør, jeg elsker at synge, og man kan finde mig alle steder, hvor der er mulighed for at brøle med. Jeg har ingen hæmninger til Charli XCX på Ibiza eller til storfamiliens julefrokoster. Men jeg er ikke operasanger. Det kræver mere af mig, end jeg havde forestillet mig, og selve umagen er vidunderlig. Ikke fordi det skal lyde godt, det interesserer mig ikke. Men fordi stemmen skal finde en måde at bære det, jeg hører og mærker.
Hvad er det, stemmen kan, som teksten ikke kan? Den må give krop, sin egen krop. Den må vælge, hvor den vil lægge vægten, hvor længe den kan holde en tone, hvornår den må give slip. Jeg må bringe mig selv, i min amatørbegejstring og mine bævrende følelser, til et match med noget sublimt skønt og sublimt uhyggeligt. Jeg har aldrig været så stærk til at meditere, men det her, det er min meditation. Jeg må være helt nærværende med musikken og med mig selv, hvis jeg vil hænge på Pergolesis karrusel.
Musikken bliver ikke mere entydig eller let at afkode af, at jeg lærer at synge den. Tværtimod synes hver gennemlytning at gøre forholdet mellem ordene og tonerne mere gådefuldt. Jo bedre jeg lærer musikken at kende, desto mere menneskelig og særegen lyder den. Små forskydninger i frasering og åndedræt får pludselig betydning. En anden sanger kan få en velkendt frase til at lyde, som om jeg aldrig har hørt den før.
Og det er ikke kun den enkelte stemme, der forandrer musikken. Det er også det, der sker mellem stemmerne. Den ene kan holde en tone tilbage, så den anden pludselig lyder mere insisterende. Det, der før lød sørgmodigt, kan få noget næsten trodsigt over sig. Når stemmerne mødes, bliver de ikke nødvendigvis mere ens. Det kan vanskeligt at høre den ene uden den anden. De synger ikke bare ved siden af hinanden, men med hinanden.
Måske er der noget tilsvarende på spil mellem teksten og musikken. Lydens skønheden lægger sig ikke bare oven på sorgfortællingen og gør den lettere at bære. Teksten peger selv på, at det kan være kraftfuldt og endda næsten frydefuldt at dele og deltage i sorgens lidelser (mine egne oversættelser):
Åh, moder, kærlighedens kilde, lad mig mærke smertens kraft, så jeg kan sørge sammen med dig.
Jeg længes efter at stå ved korset sammen med dig og forene mig med dig i klagen.
Lad hans sår såre mig, lad mig beruses af korset og af din søns blod.
Det er voldsomme billeder. Inden for tekstens religiøse forestillingsverden bliver deltagelsen i lidelsen også en vej til frelse. Men der er noget foruroligende ved denne ekstatiske længsel, som jeg ikke uden videre kan skille fra den skønhed, musikken giver den.
Og omvendt er musikkens skønhed ikke uden brod. Den skærer ildevarslende skarpt som en smuk kniv, dvæler og tager sig tid til at knibe dig hårdt i nervesystemet. Du kan blive i tvivl om, hvorvidt du græder af skønhed eller sorg, men hvis musikken får nallerne i dig, så mærker du den. Skønhed, rædsel, sorg og beruselse står ikke fredeligt ved siden af hinanden i en Stabat Mater. De griber ind i hinanden og forandrer, hvad de andre betyder.
Det får mig til at tænke på, hvordan vi forsøger at forstå andre menneskers følelser. Når nogen fortæller om sin sorg, leder vi måske efter noget i vores egen erfaring, der ligner. Men der er en fare for, at vi kommer til at høre det menneskeligt velkendte så tydeligt, at vi mister opmærksomheden på det i det særegne tab og i sorgen, der er fremmed for os.
I det terapeutiske rum bliver det spørgsmål konkret. To mennesker sidder over for hinanden. Klienten forsøger at fortælle noget, som terapeuten aldrig helt kan opleve på samme måde. Et spørgsmål bliver stillet. Noget bliver gentaget med en lidt anden betoning. Måske bliver klienten overrasket over, hvad terapeuten har hørt. Måske protesterer klienten: Nej, sådan var det slet ikke.
Den protest kan være et interessant øjeblik. Ikke nødvendigvis et behageligt eller produktivt øjeblik. Klienten kan opleve sig misforstået, men misforståelsen kan også tydeliggøre noget. Noget, der forekom selvfølgeligt, må måske siges på en anden måde. Og så må terapeuten selvfølgelig nuancere og udvide sin forståelse.
Betydningen opstår ikke, når forskellen mellem os forsvinder, men netop dér, hvor vi opdager den.
Men det er ikke hele sandheden.
Jeg kommer til at tænke på en bog, som jeg læste, da jeg studerede litteraturvidenskab, og som jeg har båret med mig lige siden: Jacques Derridas Glas fra 1974. Bogen er opbygget i to spalter. I den ene beskæftiger Derrida sig med filosoffen Hegel, i den anden med forfatteren Jean Genet. To vidt forskellige tekster, der løber side om side, afbrydes, forskydes og krydser ind over hinanden. Det er en bog, der gør det næsten umuligt at læse, som man plejer. Man bliver hele tiden opmærksom på det, man ikke læser, mens man læser noget andet. Nogle påstår, at Derrida selv i spøg sagde, at han skrev den samtidig med to hænder.
Det, jeg husker stærkest, er mellemrummet mellem spalterne. Jeg forestillede mig dengang nærmest en tredje, usynlig tekst, som opstod dér. Men måske er det ikke helt dækkende. For de to tekster skaber ikke bare en ny betydning mellem sig. De forstyrrer også hinanden. Hegel kan ikke længere læses helt uafhængigt af Genet, og Genet kan ikke forblive den samme ved siden af Hegel.
Måske er det netop dét, jeg har båret med mig fra bogen. Forskellene skal ikke partout forenes i et harmonisk kompromis. Men det giver heller ikke meget mening at holde dem fint afgrænsede i hver deres beholder. Noget kan bevare sin særegenhed og samtidig blive forandret af det, det står i forhold til.
Det er fristende at ønske sig, at vores følelser kunne finde ud af optræde dydigt afgrænsede: Stå tydeligt frem, hver for sig, en ad gangen, uden at de skulle forklare, farve eller modsige hinanden. Men følelser opfører sig sjældent så ordentligt. De er samtidige og grumsede. Kærlighed kan gøre vrede mere voldsom. Sorg kan komme med en pludselig lettelse, som næsten føles forbudt. Glæden ved noget nyt kan gøre tabet af det gamle mere mærkbart. Det ene ligger ikke nødvendigvis skjult under det andet, de er der bare på samme tid. Følelserne gør noget ved hinanden.
Hver Stabat Mater står rent og individuelt i deres forskellige udtryk af moderens sorg, men det er i mellemrummet mellem hver af dem og min stemme, at jeg mærker sorgens enorme spændvidde og flertydighed.
Hvor ville jeg gerne sætte en følelsernes kulturhistorie op igennem Stabat Mater! Hvor storslået systematisk! Vivaldi, 1712: Indadvendt sorg, ensomhed, værdighed, tilbageholdt smerte. Pergolesi, 1736: Ømhed, længsel, sanselig skønhed, sårbarhed, næsten ekstase. Arvo Pärt, 1985: Stilhed, afmagt, alvor, tidløshed, hengivelse. Marco Rosano, 2004: Intimitet, melankoli, længsel.
Men de ord siger lige så meget om mig, som de siger om værkerne.
Er det komponisten, sangeren, den middelalderlige tekst eller lytteren, der giver sorgen dens karakter? Og er mine oplevelser af den enkelte Stabat Mater ikke allerede farvet af alle de andre?
Forskellen er både helt umulig at holde fast på og også det, som gør, at jeg bliver ved med at lytte.
Og bagved står stadig en mor ved sit døende barn. Den lidelse bliver ikke mindre konkret af, at en komponist giver den musikalsk form. Og jeg kan ikke synge mig til at vide, hvad hun føler. Jeg kan heller ikke gøre hendes sorg til min egen, bare fordi noget i musikken berører mig dybt.
Men måske kan jeg lytte og synge mig nærmere på sorgens flertydighed og længslen efter at finde samhørighed i den. Finde den særlige kant i sorgen til hver tid, i hver version. Undersøge det personlige og det kollektivt menneskelige i lige den kant. Mærke, hvor den støder mod grænserne for min egen erfaring, og hvor den smyger sig som en handske fra et andet århundrede over min hånd.
Foreløbig har jeg stadig flere hundrede komponister og et ukendt antal sangere foran mig. Jeg har ikke travlt.