Mennesker kommer med historier om deres liv. Nogle fortælles for første gang. Andre er blevet fortalt så mange gange, at de næsten har fået karakter af etablerede sandheder. Vi ved, hvem vi er i dem, hvem de andre er, og hvorfor det hele gik, som det gik. Eller gør vi?
“Jeg læser for ikke at føle. Teoretiserer for ikke at forstå. Citerer for ikke selv at måtte tale.”
Det er noget af en indrømmelse at komme med i en roman.
I Vanviddets botanik (2026) af Leon Engler forsøger hovedpersonen Leon at rekonstruere sin families historie med psykisk sygdom, afhængighed og psykiatriske indlæggelser. Han leder efter årsagssammenhænge. Hvad skete der med hans forældre og bedsteforældre? Hvad blev givet videre? Og måske vigtigst: Kan han forstå historien så godt, at han selv kan undgå at gentage den?
Det er et både ambitiøst og forståeligt projekt, som mange af os også kommer til terapien med. Hvis man kan identificere de mønstre, der har formet ens familie, må man vel også kunne stille sig uden for dem? Eller i det mindste opdage dem i tide?
Men på et tidspunkt vender undersøgelsen sig mod Leon selv. Han opdager, at bøgerne, teorierne og citaterne ikke kun har hjulpet ham med at nærme sig sin historie. De har også hjulpet ham med at holde den på afstand. Hans intellektuelle arbejde er blevet hans egen form for flugt.
Og så skriver Leon Engler en bog om det. Det er svært ikke at holde af den selvmodsigelse. For måske er det netop gennem det, han forsøger at flygte ind i, at han alligevel får øje på sin flugt.
Vi vil gerne have vores historier til at hænge sammen. Vi leder efter begyndelser, vendepunkter og årsager. Noget fører til noget andet. En barndom forklarer et voksenliv. En begivenhed får betydning, fordi vi kan se, hvad den førte til. Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det er fristende at tro, at hvis vi bare kan rekonstruere historien tilstrækkeligt præcist, så vil vi også vide, hvad den betyder, og hvad vi skal gøre med den.
Hvad nu, hvis den ambition nogle gange står i vejen for noget andet?
Måske er problemet ikke fortællingen i sig selv. Måske er det, hvad vi forlanger af den.
Jeg blev meget berørt af Joachim Triers film Affektionsværdi. Her forsøger en aldrende filminstruktør, Gustav, at skabe en film, der trækker på hans families historie. Han har været en fraværende far, og hans forhold til døtrene er præget af det, han ikke har kunnet give dem. Nu vil han lave en film, og hans datter, skuespilleren Nora, skal spille den kvindelige hovedrolle, og det skal hun overhovedet ikke bede om. Det kunne næsten lyde som endnu et forsøg på at slippe for den samtale, han burde have haft med døtrene. Og måske er det også det.
Men filmen bliver samtidig en mulighed for at vise noget, som han ikke har kunnet sige.
For Nora er problemet ikke bare, at hendes far ikke har kunnet fortælle hende, hvad han føler. Problemet er også, at han har været fraværende, og at han nu forsøger at etablere en forbindelse til hende gennem det medium, han har viet sit liv til — og som på sin vis også har været med til at holde ham væk fra hende.
Det er et vidunderligt ubehageligt paradoks.
Men Gustav har ikke bare skrevet en fortælling, som Nora skal forstå. Han har skrevet en rolle, som hun kan træde ind i. Kunsten er det sprog, de faktisk har til fælles, selvom de ikke har kunnet bruge det til at tale med hinanden. Da Nora vælger at spille rollen, bliver hun ikke bare modtager af sin fars fortælling. Hun bliver medskaber af den. Og måske er det netop her, noget forandrer sig: Ikke fordi Gustav endelig har forklaret sig, eller fordi Nora har tilgivet ham, men fordi de skaber en betydningsfuld fortælling sammen.
Hos Leon er den store frygt, at fortiden allerede har bestemt hans fremtid. Han forsøger at kortlægge familiens historie for at undgå at gentage den.
Hos Nora er der en historie, som allerede synes at have fået en bestemt betydning: Noras far har svigtet hende. Han har ikke set hende. Men Gustavs manuskript bringer noget ind i den historie, som hun ikke vidste var der. Det ophæver ikke svigtet. Det ændrer heller ikke fortidens begivenheder.
Det ændrer, hvad fortiden kan betyde.
Og det sker ikke alene ved, at Gustav har skrevet sin historie. Det sker, fordi Nora læser den, genkender noget i den og beslutter at svare med sin egen fortolkning. Vi behøver ikke altid tale direkte om os selv for at sige noget sandt om os selv.
Det slår mig, at både Engler og Gustav bruger deres arbejde til at skabe afstand til noget, der er svært at være i. Den ene forskanser sig bag bøgerne, den anden bag kameraet. Men netop gennem bøgerne og kameraet bliver noget alligevel synligt.
Måske er afstand nogle gange en forudsætning for overhovedet at kunne nærme sig noget. Men hvad skal der til, før afstanden bliver en mulighed for nærhed og ikke bare endnu en måde at undgå den på?
Det er en tanke, der også interesserer mig i psykoterapien.
Jeg tænker på, hvor mærkeligt det egentlig er, at vi kan fortælle en historie om os selv, som vi kender ud og ind, og alligevel blive overraskede over, hvad der sker, når vi fortæller den til et andet menneske. Et ord får pludselig en anden vægt. Noget, vi plejer at springe over, bliver hængende. Eller vi opdager, at den forklaring, vi har levet med i årevis, ikke helt passer til det, vi mærker, mens vi fortæller.
Det betyder ikke, at fortællingen var forkert. Måske var den ikke færdig. Måske var den ikke følt helt ned i kroppen. Måske havde vi aldrig hørt os selv fortælle den på den måde før. Fortællingen bliver ikke kun til hos den, der fortæller. Den bliver også til i mødet med den, der tager imod den.
Leon kan ikke skrive sig ud af sin familiehistorie. Gustav kan ikke filme sig ud af sit svigt. Vi kan ikke ændre fortiden, og vi kan ikke fuldt ud kontrollere vores egen fortælling.
Men en genfortælling kan meget mere end at forklare, hvordan vi endte, hvor vi er.
Den kan blive et sted, hvor vi opdager noget, vi ikke vidste, vi havde at fortælle. Eller noget, vi ikke vidste, et andet menneske kunne høre.