Hvad betyder det, at jeg har det sådan her? Skal jeg blive eller gå? Er det her bare en svær periode, eller er noget grundlæggende forkert? Hvorfor bliver jeg ved med at ende det samme sted?
Hvorfor har vi egentlig så travlt med at forstå alting? Hvad er det, vi forestiller os, der sker, hvis vi ikke straks kan forklare, hvad vi oplever? Jeg elsker selv en god forklaring. Jeg elsker at gå på jagt efter den, og jeg er ikke særligt tålmodig, når jeg får færten af en sammenhæng, som er lige udenfor min rækkevidde. Men jeg mistænker også, at det, som jeg oplever som en nysgerrighed, nogle gange er en måde at slippe for noget andet. Hvad er det?
Det er hårdt at stå i uvisheden. Jeg synes personligt, det er irriterende ikke at vide. Ikke bare svært eller sårbart, men decideret irriterende. Man har jo gjort sig den ulejlighed at stille spørgsmålet. Kunne verden så ikke have den anstændighed at levere et svar? Det pirker til en masse sårbarhed og følelser af forkerthed, vrede og magtesløshed.
Vi længes efter fast grund under fødderne. Den der Tetris-agtige idé om rationelt at arrangere vores erfaringer, så alt passer sammen og uroen forsvinder. Eller gør den? Hvad er det, jeg ikke mærker og bemærker, når jeg står på tætpakkede forklaringer og buldrer upwards and onwards?
Nogle spørgsmål lader sig ikke besvare med det samme eller på en entydig måde. Nogle gange ved vi ikke nok endnu. Andre gange ved vi en masse, men kan ikke bruge den viden til at mærke, hvor vi skal hen. Og nogle gange tilbyder livet os bare ikke den sikkerhed, vi længes efter.
Så hvad ved vi egentlig om at være i ikke at vide?
Den engelske digter John Keats skrev i et brev fra 1817 om en særlig evne, som han kaldte negative capability. Han beskrev den som “when man is capable of being in uncertainties, Mysteries, doubts, without any irritable reaching after fact & reason”, altså en evne til at blive i usikkerheden, mysteriet og tvivlen med åben pande uden med det samme at række ud efter forklaringer. Keats skrev om kunst og om det, han beundrede hos Shakespeare, men tanken rækker længere end det. Hvad sker der, hvis vi kan blive i det uafklarede lidt længere? Hvis vi kan udholde den rastløse kradsen efter en øjeblikkelig afgørelse? Lettere sagt end gjort, John Keats.
Når vi ikke ved, kan trangen til at få noget afgjort blive næsten fysisk. Vi analyserer en samtale igen og igen. Vi spørger andre, hvad de ville gøre. Vi leder efter tegn og forestiller os fremtider, der kan give os ro. Nogle gange kommer der faktisk en afklaring på den måde. Andre gange bliver vores søgen efter sikkerhed en måde at komme væk fra selve erfaringen på.
Måske har du hørt digteren Rainer Maria Rilkes formulering om at leve spørgsmålene? Han skrev, at vi må have tålmodighed med det, der endnu er uløst, og forsøge at leve spørgsmålene frem for at kræve svarene nu. Igen, hvor provokerende nemt lyder det? Rilke siger, at nogle svar kan først tage form, når vi har levet med spørgsmålet længe nok til, at vores erfaring ændrer sig. Det, vi ikke kunne forstå fra ét sted i livet, kan måske se anderledes ud fra et andet. Nogle gange er det ikke mere tænkning, vi mangler, men mere levet liv. Rilke peger derfor også indirekte på, at du ikke kan blive stående her og spekulere dig færdig.
Der er en vigtig forskel mellem at få et svar og at kunne bevæge sig.
Her kommer de gode nyheder fra den eksistentielle psykoterapi: Der er måder at øve sig i at udholde uvisheden. Ikke ved blindt at kaste sig ud i det fremmede, men ved at undersøge fundamentet for det kendte.
Psykoterapeuten Ernesto Spinelli bruger begrebet un-knowing om en særlig måde at forholde sig til det, vi allerede mener at vide. Ikke ved at glemme alt, hvad vi har lært, men ved at holde vores viden lidt ud i strakt arm. Måske betyder det også noget andet? Måske er der noget, jeg endnu ikke har fået øje på? Hvad nu, hvis det, der forhindrer os i at forstå noget, ikke er vores mangel på viden, men netop det, vi allerede ved?
Prøv at tænke på, hvor hurtigt vi får etableret en forklaring på det, vi oplever. Jeg bliver altid afvist. Jeg er dårlig til konflikter. Han er ikke interesseret i mig. Vi er sjældent i tvivl om, hvad der foregår, når først vi har fundet en forklaring, der passer. Og så begynder vi at lægge mærke til alt det, der bekræfter den.
Spinellis forslag er i første omgang ganske enkelt (og igen, provokerende svært at leve): Vent lidt med forklaringen. Prøv at beskrive, hvad der faktisk sker, før du beslutter, hvad det betyder. Hvad blev der sagt? Hvad mærkede du? Hvad skete der bagefter? Og hvad har du måske allerede taget for givet?
Måske begynder vi at opdage, at vores første forklaring var én blandt flere mulige. Eller at modsigelserne, tvivlen, uroen eller det, der endnu ikke hænger sammen, har noget vigtigt at fortælle os om de uimodsagte forklaringer, som vi har levet med.
Og hvad nu, hvis svaret slet ikke ligger skjult et sted og venter på at blive fundet? Hvad nu, hvis det, vi med hjælp fra Spinelli med en ny langsomhed mærker og bemærker undervejs, ikke bare giver os nye svar, men får os til at stille nogle helt andre spørgsmål?
Jeg tænker tit på slutningen af Fleabag (en ikonisk tv-serie, som jeg i det hele taget vender meget tilbage til). Den relation, som serien har bygget op omkring, får ikke den afslutning, hun – og vi som tilskuere – kunne have ønsket os.
Fleabag: You know, the worst thing is that I fucking love you. I love you.
Præsten: [skal til at svare]
Fleabag: No, no don’t. No, let’s just leave that out there just for a second on its own. I love you.
Præsten: It’ll pass.
Derefter går han fra hende (og mod sig selv). Den kærlighed, der er opstået mellem hovedpersonerne, bliver ikke mindre virkelig, fordi den ikke kan fortsætte. Den bliver heller ikke gjort til en fejltagelse, bare fordi den ikke får den form, hun havde håbet på. Noget kan være betydningsfuldt og samtidig ende. Noget kan være rigtigt og samtidig umuligt.
Fleabag får ikke en ny fortælling, som gør tabet meningsfuldt. Hun har ikke fået en stor forklaring om sig selv. Men hun kan se direkte i kameraet og slippe den humor og samhørighed med os, der serien igennem beskyttede hende mod ensomhed, men også holdt hende på afstand af sårbarhed og intimitet. Hun kan holde den komplekse uvished ud og intenst mærke - ja, hvad er det?